Velkommen til min blog!
I de seneste år er der sket en meget beklagelig “udvikling” i de traditionelle danske nyhedsmedier. Jeg fristes til at kalde det en “afvikling”. Jeg læser nemlig aviser og ser TV for at blive klogere på, hvad der sker rundt om i verden – ikke for at blive omvendt til tidens sekteriske tro. Jeg læser aviser og ser TV for selv at kunne danne mig mine meninger – ikke for at blive påduttet de “rigtige” politisk korrekte holdninger. Jeg tegner abonnement og betaler licens for at blive oplyst – ikke for at blive ført bag lyset.
Jeg har søgt med lys og lygte efter det, som burde være det letteste at finde: Et nyhedsmedie som bestræber sig på at fortælle mig sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. Og hvad har jeg fundet? Det ene mainstream-medie efter det andet som slører i stedet for at afsløre. Det ene gammelmedie efter det andet som bedriver censur og selvcensur, ja ofte direkte propaganda i dækningen af tidens mest brændende temaer: indvandring, klima, køn, race, identitet, EU, USA…
Jeg har for længst gjort det til en vane selv at fact-checke mediernes historier. Oftest kan man søge sig frem på nettet og finde den originale video, udtalelse eller rapport – og ved selvsyn konstatere at medierne igen-igen har manipuleret. Enten har de direkte forvansket det, der blev sagt. Eller også har de klippet og redigeret, så det udvalgte citat får personen til at fremstå unuanceret, dum eller direkte gal. Metoderne er mange – hensigten er hver gang den samme: At påvirke læseren eller seeren til at få én bestemt opfattelse af begivenheden eller personen, og dermed sætte tingene i et farvet, tendentiøst lys.
Fra reaktionerne på mine talrige indlæg om netop dette problem på Facebook og andre sociale medier ved jeg, at mange føler ligesom jeg: Vi kan ikke stole på de etablerede medier. De fortæller os ikke sandheden. Men vi spræller i nettet som fisk: De sociale medier er udenfor enhver kontrol. De censurerer og sletter indlæg som ikke følger deres “retningslinier” eller endnu værre, deres “fælleskabsregler” (læs: deres politiske korrekte holdninger). Gammelmedierne er alle som ét statsstøttede og systembevarende, ikke mindst efter Lars Løkkes underskrift på Marrakech-pagten. De få alternative medier på nettet er underbemandede og af svingende kvalitet. Misforstå mig ikke, de gør en heroisk indsats, men er jo oftest selv båret af én bestemt overbevisning, som de søger at promovere.
Nikker du genkendende til alt dette? Så tilhører du et tavst flertal. Og denne blog er mit forsøg på at give et tavst flertal en stemme – en stemme som måske på sigt kan blive et kor. Min hensigt er at afsløre og udstille mediernes manipulationer. Mediernes bias. Deres usandheder. Udeladelser. Forvrængninger. Kort sagt: når nyheder bliver til fake news.
Jeg vil forsøge tværtimod at fortælle sandheden, efter bedste evne. Og altid med dokumentation.
Jeg håber du vil læse med og at du vil lægge din stemme til koret med ærlige og saglige kommentarer, holdninger og meninger, så vi tilsammen kan blive et alternativ til tavsheden. Og løgnene.
Velkommen!