Medierne misinformerer om Amy Coney Barrett

I disse dage kan man i alle danske mainstream-medier høre og læse fordrejninger¸ misinformation og lodrette løgne i forbindelse med præsidents Trumps nominering af Amy Coney Barrett til USAs højesteret. Det hele er ikke overraskende nærmest direkte afskrift fra venstreorienterede amerikanske medier, der alle nærer et indædt had til præsident Trump og åbent støtter “Demokraterne” og Joe Biden som præsidentkandidat. Men det får ingen danske medier til at vakle.

Her er de tre værste eksempler:

Påstand nr. 1: At få nomineringen af Amy Coney Barrett igennem inden valget betyder at processen tvinges igennem på uhørt kort tid i forhold til tidligere nomineringer. Det bør være den nye præsident der udpeger en ny højesteretsdommer – efter valget den 3. november.

For eksempel skriver Jyllandsposten at en uddnævnelse af Barrett inden valget den 3. november “vil i givet fald være langt hurtigere end tidligere udnævnelser.”
Det er faktuelt helt forkert, idet der er adskillige lignende eksempler også i nyere tid: Da George W. Bush nominerede Harriet Miers tog det kun tre uger, fra den 7. til den 28. oktober 2005, før hun blev udnævnt. John Roberts tog fem uger, også i 2005. Reagan nominerede og Senatet godkendte Sandra O’Connor på lige godt en måned. Under Gerald Ford blev John Stevens godkendt på bare 20 dage. Under John F. Kennedy blev to højesteretsdommere nomineret og godkendt på hhv. tre uger og blot 8 dage. Rekorden er én dag fra nomineringen til udnævnelsen af James Byrnes i 1941!
Det er heller ikke korrekt når nogle medier skriver, at der ikke er kutyme for at udnævne nye højesteretsdommer i et valgår. Det er sket ikke færre end 26 gange i USAs historie.
Og hvorfor vente til efter valget? Den amerikanske forfatning siger det klart: Det er den siddende præsident der nominerer en kandidat til posten som Højesteretsdommer og det er Senatet der godkender eller afviser kandidaten. Der er i følge forfatningen ingen begrænsninger i forhold til hvornår i en præsidentperiode dette kan ske.
Præsident Donald Trump blev valgt som USAs præsident i november 2016 og hans mandat strækker sig fra 20. januar 2017 indtil 20. januar 2021.
Det nuværende Senat fik styrket sit Republikanske flertal ved midtvejsvalget i 2018. De har 53 senatorer imod Demokraternes 47. Dermed sidder Republikanerne på den fulde og helt lovformelige magt i forhold til nominering og udnævnelse af en ny Højesteretsdommer efter Ruth Bader Ginsburgs død.
Og hånden på hjertet: Er der et eneste menneske på planeten jorden, som er i tvivl om hvad Demokraterne ville have gjort i en lignende situation?

Påstand nr. 2: Amy Coney Barrett er medlem af en konservativ, religiøs sekt som inspirerede Margaret Atwoods roman “A Handmaid’s Tale”.

Medierne gør et stort nummer ud af at Barrett er katolik, men de undlader helt at nævne at Ginsburg var jøde. Hvorfor? Det er måske fordi Barrets tro er et af de centrale angrebspunkter i “Demokraternes” forsøg på at forhindre udnævnelsen – og så er det jo ikke så smart samtidig at gøre opmærksom på at deres dommer-darling også havde rødder i et trossamfund, som mange vil betegne som konservativt? (Joe Biden er i øvrigt også katolik, selvom han skjuler det godt, ikke mindst med Demokraternes abortpolitik, som tillader abort helt frem til og med tredje trimester).
I en dansk kontekst er det måske nok usædvanligt (og en smule odiøst?) at være katolik, men i USA gælder det for knap 25% af befolkningen – og så mange som 71% af alle amerikanere betegner sig selv som kristne.
Men Barrett er ikke bare katolik, må vi forstå. Nej, “hun er medlem af den ultrakonservative religiøse gruppe ‘People of Praise‘ som inspirerede tv-serien ‘A Handmaid’s Tale'”, skriver TV2. Og det lyder jo alvorligt, ja direkte diskvalificerende i mange moderne menneskers øjne.
Sandheden er den, at forfatteren til “A Handmaid’s Tale”, Margaret Atwood for nylig har dementeret påstanden om at hendes roman er baseret på “People of Praise” som ellers har floreret i mange medier:
“Newsweek was forced to append a correction noting that Atwood “has never specifically mentioned the group as being the inspiration for her work,” while also admitting that it confused the People of Praise for another, different charismatic Christian organization, which Atwood referenced while discussing her research process for a New Yorker profile. And Reuters changed its headline from “Handmaid’s Tale? U.S. Supreme Court candidate’s religious community under scrutiny” to “As U.S. Supreme Court nomination looms, a religious community draws fresh interest” over the course of multiple edits.”
Det viser sig, at den gruppe, som inspirerede Atwood, hed “People of Hope” og den har intet med Amy Coney Barrett og People of Praise at gøre. Hvor mange danske medier har berigtiget deres alvorlige fejl, som helt uden bund i virkeligheden miskrediterer Amy Barrett? Ingen.
Og det “ultrakonservative” består i at nogle af gruppens medlemmer aflægger et frivilligt løfte om stå gruppens andre medlemmer bi i alle livets forhold, støtte og hjælpe dem hvor de kan, være der for de andre i tykt og tyndt. Det lyder jo nærmest som en familie, en gruppe tætte venner eller ja, et kollektiv. Farlige sager, med andre ord.
Pave Frans, som af mange, både i og udenfor den katolske kirke, med rette betragtes som progressiv, udnævnte i 2014 den katolske præst Peter Smith, som er knyttet til gruppen People of Praise, til biskop i Boston. Det ville med sikkerhed ikke være sket hvis Smith havde været “ultrakonservativ”. Pave Frans har netop udpeget hele seks kvinder, blandt dem Ruth Kelly, det britiske parti Labours tidligere Minister for Ligestilling (!), til at føre kontrol med Vatikanets finanser. Lyder nærmest progressivt, vil mange nok tænke…
People of Praise er en gruppe lægfolk, som inkluderer katolikker, protestanter, anglikanere, metodister og andre kristne. Medlemmerne er tilknyttet en anden i gruppen som “åndelig og praktisk vejleder”. Denne vejleder kaldes “head” og det er faldet mange medier for brystet, idet det antyder at medlemmerne lader sig styre af andre, at de er underdanige og især at mændene bestemmer over kvinderne og betragter dem som underlegne.
Tja. Amy Coney Barrett har været privatpraktiserende advokat, juraprofessor på Notre Dame universitetet, dommer i det amerikanske føderale retsvæsen og nu er hun kandidat til at blive højesteretsdommer, det største en jurist kan opnå i USA – i en alder af bare 48 år. Hendes mand er også jurist og arbejder som almindelig advokat i et privat firma. Hvis hun tilhører en gruppe, der mener at kvinder er mænd underlegne, hvordan forklarer man så at hun har gjort en langt større karriere end sin mand, og nu kandiderer til at blive den ene af blot to kvinder i USAs højesteret? Lyder det ikke mere som en sejr for ligestillingen? Og et slag i ansigtet på alle mandschauvenister?
Parret har tilmed hele syv børn, hvoraf to er adopteret fra Haiti, den ene endda med Down’s Syndrom. Mon ikke begge forældre har bidraget ligeligt til opdragelsen, siden Amy Barrett ved siden af en så stor, sammensat børneflok har kunnet gøre kometkarriere?
Det må være hårdt for det ideologiske kompas at være feminist og modstander af Barrett. Hun passer bare så dårligt til alle fordommene i virkeligheden…

Påstand nr. 3: Amy Coney Barrett og hendes konservative kolleger i Højesteret har til hensigt at ulovliggøre både den frie abort og Obamacare. Det skriver f.eks. Jyllands-Posten.

For det første har Barret netop selv understreget at højesteretsdommere ikke skal føre politik, men sikre at landets love er i fuld overensstemmelse med USAs forfatning. Hun er det man på amerikansk engelsk kalder “constitutionalist”, altså en af den type dommere, som fortolker forfatningen “konservativt”, dvs. bevarende: De forsøger efter bedste evne at sikre, at ny og/eller eksisterende lovgivning er i overensstemmelse med de tanker, hensigter og værdier som USAs grundlæggere havde. De mener netop ikke at højesteret skal agere politisk.
Og så er der dommere der, som Ruth Ginsburg, fortolker forfatningen “progressivt” eller “aktivistisk“, hvilket betyder, at de forsøger at få forfatningen til at passe til en ønsket politisk udvikling af det amerikanske samfund, Det er en sådan aktivistisk dommer, Demokraterne ville foretrække, for på den måde at ændre det amerikanske samfund uden om det politiske system, gennem embedsmænd og -kvinder, som ikke er valgt, men udpeget.
“Jamen hov, minder det ikke om EU og den måde som vi f.eks. ser EU-domstolene fortolke menneskerettighederne på, sådan at de omfatter stadigt flere personer og stadigt flere situationer. De samme dommere som ser EU-retten som overordnet de enkelte medlemslandes retssystemer, ja den danske Grundlov?” tænker den vakse læser.
“Jo,” lyder det korte svar.
Og så kan den enkelte jo afgøre hvad han/hun selv ville foretrække, hvis de dog bare havde et valg.

For det andet gør medierne intet forsøg på at forklare, hvori problemet med Obamacare består ud fra en forfatningsmæssig synsvinkel: Problemet er at Obamacare pålægger ansatte at betale bidrag til en sundhedsforsikring som også kollektivt dækker udgifterne til abort for alle på det amerikanske arbejdsmarked. Det betyder at personer, som f.eks. af trosmæssige eller samvittighedsmæssige årsager er imod abort, tvinges til at være med til at betale for det, de betragter som fosterdrab. Og det mener mange, både politikere og jurister, er i strid med den amerikanske forfatning, som beskytter den enkelte borger imod at blive tvunget til at gøre ting som strider imod dennes tro eller samvittighed. Der er med andre ord ikke tale om at gøre hele Obamacare ulovlig, men om en ændring af loven således at man kan blive fritaget for at bidrage til abort hvis det strider imod ens tro eller samvittighed. Altså en meget lille, men vigtig del af den samlede Obamacare-lovgivning.
Medierne undlader også at belyse centrale forskelle mellem abort i USA og i Danmark: Herhjemme er grænsen for fri abort 12. uge, men i nogle amerikanske stater er abort tilladt helt op til og med tredje trimester, altså lige inden fødslen – hele 5.600 aborter udføres hvert år på fostre der er ældre end 21 uger!
Medierne fortæller os heller ikke at der er “dødt løb” imellem aborttilhængere og -modstandere i USA, og at det derfor er et meget vigtigt spørgsmål at få afklaret, idet halvdelen af den amerikanske befolkning er imod den nuværende lovgivning!
Og nej, der er meget ringe sandsynlighed for at USAs Højesteret vil forbyde abort som sådan – det har de allerede udtalt sig om flere gange.
Men der er stærke indikationer på, at der kan blive tale om stramninger af abort-lovgivningen, såsom en lavere grænse (som f.eks. den vi kender i Danmark, altså 12. uge) eller større frihed for de enkelte stater til selv at beslutte begrænsninger i f.eks. hvor mange abortklinikker der må være i den enkelte stat. Og i hvilke frihedsgrader private abortklinikker skal have.

Truer det ikke “kvindens ret til at bestemme over sin egen krop”?
Som alt andet i USA er også abort i høj grad privatiseret og der er store penge at tjene på disse private klinikker, som derfor også laver professionel markedsføring. Det finder mange amerikanere, herunder erfarne jurister og politikere, problematisk idet abortklinikkernes synlighed og reklamevirksomhed kan øge kvinders incitament til at få en abort, endda meget sent i graviditeten, også selvom de er i tvivl.
Dupont Clinic, en af de mange private abortklinikker, skriver således på deres hjemmeside:
“Abortion after 26 weeks.
If you are farther than 26 weeks into your pregnancy, we can still see you, regardless of your medical history, background, or fetal indications. We do not require any particular “reason” to be seen here – if you would like to terminate your pregnancy, we support you in that decision.”

Et foster, der er 24 uger gammelt eller ældre, er levedygtigt udenfor livmoderen. Og dog, med “aromaterapi og specialuddannede jordemødre, i behagelige enestuer med bløde sofaer, TV og WiFi” lover Dupont, at dit ophold på abortklinikken sker i en “comfortable, supportive and welcoming environment”. Check selv deres hjemmeside.
Er man en konservativ, kvindelig, religiøs fanatiker, hvis man stiller spørgsmålstegn ved det system?

For få måneder siden så vi Demokraterne forsøge at vælte Brett Kavanaugh som kandidat til Højesteret på grove anklager om manglende moral – stærkt støttet af mainstream-medierne. Og nu ser vi så de samme Demokrater forsøge at vælte Amy Barrett på anklager om alt for meget moral – støttet af de samme medier. Tænk at de kan rumme det…

Abortion in Obamacare