“Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.”
Poul Henningsen, 1940
Det er næsten symbolsk, dette mundbind som vi nu pålægges at bære. Det næste logiske skridt i kampen mod pesten, må vi forstå. Virker det? Who cares. Det vigtigste er at vi bærer det. Lydigt. Tavst.
For få måneder siden lød stategien: “Hold den grønne kurve!” Det lykkedes til overflod. Vi gjorde som vi fik besked på, helt uden mundbind, og dramaet udeblev. Og så må man jo skifte strategi: Nu er mundbind pludselig tvingende nødvendige. For vi har 12 indlagte! Det ku’ risikere at blive til 17 før vi aner det!
Skidt så med at videnskaben er helt uenige om mundbindenes effekt – OG at folk bruger mundbindene helt forkert. De vender indadsiden udad. De rører ved bindet med fingrene når de tager det af og på for at spise eller drikke. De lægger det fra sig på bordet eller i tasken og tager det på igen. Helt håbløst. Men det virker: vi gør som vi får besked på. Spritter af. Vasker hænder. Holder afstand. Holder kæft.
Herlige tider for magtens folk. Lige før pesten ramte, hed det, nærmest profetisk: “Mere overvågning giver øget tryghed!” Jovist. Det siger sig selv. Med bånd og bind skal land bygges.
Og før det: En blå-lilla statsminister på sidste vers rejser til Marrakech for at underskrive en FN-pagt om migrationens lyksaligheder. Tror vi nok. For Pagten findes kun på udenlandsk. Ingen grund til at pøblen læser med.
Kloge folk har dog opdaget at pagten forpligter Danmark på en lang række punkter: Migranter skal have flere rettigheder og bedre forhold, fuld adgang til arbejdsmarkedet i de lande, de ankommer til, og nemmere ved at tage sociale ydelser med fra land til land. Det skal være lettere for migranter at få familiesammenføring. Man skal fremme ”gensidig respekt” for migranternes kulturer og traditioner. Det skal være lettere for migranter, som har været “ofre for” menneskesmuglere at få midlertidigt eller permanent ophold i de lande, de er kommet til. Og nu kommer det: Med pagten forpligter Danmark sig til at gennemføre oplysningskampagner, der skal informere om, hvordan migration bidrager positivt til samfundet. Og med deltagelse i pagten forpligter Danmark sig til at sikre, at der “ikke gives offentlig støtte til medier, der fremmer intolerance, xenofobi og racisme.”
Aha! tænker den tænksomme læser. For han ved at ALLE de etablerede medier i Danmark er på statsstøtte, via mediestøtteloven fra 2014. Ja, de er ikke bare på støtten. De er totalt afhængige af den:
Dagbladet Information: 25 millioner kroner om året.
Berlingske: 17.5 millioner kroner om året.
BT: 17.1 millioner kroner om året.
Ekstra Bladet: 17. 5 millioner kroner om året.
Politiken: 17. 5 millioner kroner om året.
Jyllands-Posten: 17. 5 millioner kroner om året.
Kan du se et mønster? Men det bliver værre endnu:
Fagbladet Folkeskolen: 2 millioner kroner om året.
Zetland: 1.4 millioner kroner om året.
Netmediet Pio: 265.000 kroner om året.
Og så selvfølgelig:
Den Korte Avis: 0 kroner.
Uriasposten: 0 kroner.
Document: 0 kroner.
24Nyt: 0 kroner.
Sådanmark! Så ka’ vi lære det! Hold din kæft og betal din skat. Vi passer på dig mens du sover. Med bind for øjne og mund…