Ingen medier og kun meget få politikere og kommentatorer opponerer imod den særbehandling som LGBTQIA-bevægelsen får ved at bevægelsens regnbueflag – som det eneste ud over Dannebrog – får lov til at vaje over vores allesammens Folketing.
Beslutningen er udtryk for et knæfald for en bevægelse, som i ramme alvor hævder at man “er” hvad man føler. At den subjektive virkelighed for den enkelte overtrumfer den objektive, observerbare virkelighed.
Og det er her skillelinien går: Det er præcis lige så absurd at mene, at man ER kvinde, selvom man er født med xy-kromosomer, som det er at mene, at man ER sort, hvis man er født som hvid, eller at man ER 67 år gammel og berettiget til folkepension, selvom man er født i 1997.
Det er en fuldstændig skelsættende begivenhed i danmarkshistorien: Folketinget, Danmarks lovgivende forsamling, cementerer med flaget den enkeltes subjektive ret til at definere virkeligheden.
I modsætning hertil står rationalismen, som hidtil har været lovgivernes rettesnor: Du må føle lige hvad du vil, men dine følelser kan ikke ændre den faktuelle virkelighed. Altså det der kan måles og vejes og påvises logisk og videnskabeligt. Med andre ord, den virkelighed et samfund pr. definition opererer i.
Derfor er det en regulær skandale at regnbueflaget vajer over folketinget: Det er følelsernes og særinteressernes subjektive triumf over det rationelle univers. Ren regression.
Læs eller genlæs denne fremragende og profetiske kronik fra “Information” 31. august 2013. Endnu et område, hvor den medieskabte “virkelighed” og virkeligheden har meget lidt til fælles…
“Der er dem, som netop har festet i Københavns gader under den nyligt overståede Pride Parade. De har hyldet mangfoldigheden og vist deres støtte til LGBT Danmark (Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner). De er flamboyante homoseksuelle flankeret af trofaste samfundsstøtter, de velmenende heteroseksuelle. De har gået i optog, skejet ud, klappet hinanden på ryggen og rost sig selv for endnu engang at have slået et slag for tolerancen i Danmark.
Og så er der os andre. De tavse. Os, som knapt tør sige vores mening af frygt for at blive fordømt som homofober af de velmenende og dermed blive dømt ude af den offentlige debat. Os, som føler, vi fra start af må erklære os selv som homoseksuelle for overhovedet at måtte mene noget om denne sag.
Vi, de tavse, som hver eneste dag kæmper en stille og umærkelig kamp for at vise samfundet, at det at være homoseksuel er helt almindeligt; en almindelig variation ligesom højde eller hårfarve.
Vi, der denne ene dag om året må stå frustrerede og tavst se til, mens de flamboyante og LGBT går i optog med støtte fra Københavns Kommune, og under mediernes bevågenhed bekræfter samtlige stereotyper for øjnene af Danmark. Alle de stereotyper, vi, de tavse, kæmper for at mane i jorden.
Stop den offerkultur
Dengang samfundet definerede homoseksuelle som ’syge’ og anderledes, gav det mening at stå sammen og kæmpe for retten til at være anderledes; at kæmpe for tolerancen. Men i dag er homoseksuelle bredt accepteret i Danmark. I dag er homoseksuelle kun anderledes, når de selv vil være det: Når de flamboyante opmærksomhedssøgende bliver hyret til at deltage i tv-programmer i kraft af deres homoseksualitet, og når der er Pride Parade i byens gader.
Homoseksualitet er i vores øjne blot noget, man gør, sædvanligvis uden at involvere resten af samfundet i det. Men for LGBT og de flamboyante er det blevet til noget, man er – en identitet, som omhandler langt mere, end blot hvem man føler sig tiltrukket af. Et samlet folkefærd under regnbueflaget med fælles kulturreferencer, som lever i parallelsamfund af bøssebarer og homomiljøer og for alt i verden prøver at undgå integration.
Det er to helt forskellige tankesæt, som trækker i hver sin retning: LGBT går i optog for i tolerancens og mangfoldighedens navn at slås for homoseksuelles ret til at være anderledes – at blive taget særlige hensyn til. En kamp mod vindmøller, der for længst er vundet i Danmark, og som i dag primært fungerer som påskud for at afholde en fest, hvor de velmenende kan iscenesætte sig selv som mangfoldighedselskende, og de flamboyante kan vise sig frem.
Men vi, de tavse, kæmper en anden kamp: Vi kæmper for at almengøre det at være homoseksuel; at vise, at det ikke er noget særligt. At vise, at vi er ligesom alle andre. Vi står ikke sammen under noget flag. Vi ved, at vi ikke nødvendigvis har mere til fælles end alle andre bortset fra en vilkårlig detalje, en seksuel præference. Vi slås for ikke at blive slået i hartkorn med de flamboyante; at blive gjort til ofre for en undertrykkelse, vi ikke oplever. At blive gjort til noget særligt mod vores vilje.
Patent på tolerance
Det er sandt, at homoseksuelle har været en forfulgt minoritet engang og stadig er det i visse andre lande, men det er vi ikke længere i Danmark. Det er imidlertid denne forhistorie, som danner grundlag for LGBT i dag, og som giver dem en position til at udnævne nye fjender mod tolerancen og samtidig magten til at definere, hvad begrebet tolerance dækker over i forhold til homoseksuelle.
Hvem kan åbenlyst kritisere LGBT og Pride Paraden uden at risikere selv at blive fordømt som intolerant? Hvem tør sige højt, at deres eneret på at definere tolerance har skabet et tolerancetyranni, der kan kvæle al kritik af en organisation, som vi grundlæggende mener, har overlevet sig selv, og i dag kun kæmper for at bevare sit eget eksistensgrundlag?
For LGBT slutter kampen aldrig, for de er defineret som en modstandsbevægelse. De er derfor hele tiden nødt til at opfinde nye måder at gøre modstand på mod et samfund, som i virkeligheden ikke længere har noget imod dem. De gør alt for at fremmane intolerancens spøgelse i stadigt mere absurde forklædninger, som de derefter kan nedkæmpe med ord og moralske domme. Senest har LGBT Danmark udgivet en ordbog med LGBT-termer, som ’cisheteronormativitet’ og ’internaliseret fobi’. Newspeak, der skal fremstille selv vores hverdagssprog som undertrykkende.
Udvider offergruppen
Ikke alene kan LGBT Danmark højne kriterierne for de, som ønsker at henregnes blandt de ’tolerante’. De har også udvidet offerkredsen: I 2009 skiftede LBL (Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske) navn til LGBT, så ikke kun biseksuelle, men også transkønnede blev omfattet. Hvorfor denne sammenblanding af køn og seksuel orientering? Oplever disse grupper faktisk de samme problemstillinger som homoseksuelle? I LGBT-ordbogen findes endvidere begrebet LGBT++ (synonym: ikke-cishetero-personer), hvilket yderligere omfatter queers, interkønnede og aseksuelle; de tilsammen såkaldte LGBTQIA. Her er især queer-begrebet så bredt og flydende, at det kan dække enhver, som vedkender sig det. Skal vi alle kalde os queers, før det får en ende?
Hvem tør sige højt, at LGBT-bevægelsen og Pride Paraden har mistet sit formål – at den er blevet en hindring for tolerancen, og dermed sin egen erklærede fjende? At de graver nye grøfter og forstærker skellet mellem homoseksuelle og alle andre?
Heterofobi?
Skønt Priden har som selverklæret mål at være den »bedste, mest inkluderende og rummelige Pride worldwide«, kunne den end ikke rumme et ironisk, henkastet »små bøssekarle«. Dækker tolerancen ikke selvironi? I vores øjne er det i bedste fald et udtryk for en overdreven ømskindethed; et desperat forsøg på ikke at støde nogen. I værste fald er det en strategi; et desperat forsøg på at finde noget at blive stødt over, så LGBT endnu en gang kan vise sig som tolerancens sande forsvarere.
Men vi, de tavse, vi føler os stødt, når Priden sætter os i bås med de flamboyante stereotyper. Eller når LGBT Danmark dømmer Chili-Klaus usmagelig, fordi han kalder en juice for en ladyboy. Vi kan godt rumme, at han kalder en juice for en ladyboy, og vi er bekymrede for, at sådanne episoder vil gøre vores heteroseksuelle venner berøringsangste. Og når heteroseksuelle kan risikere at blive smidt ud af bøssebarerne, alene fordi de kysser, hvad blev der så af rummeligheden? Er dette kimen til en spirende heterofobi?
Vi, de tavse, føler os ikke repræsenteret af LGBT, skønt de kalder sig en landsforening. De har gjort sig til repræsentanter for os, uden at spørge os, om vi er enige i deres kamp; som et politisk et-partisystem med tvungen indmelding. De italesætter sig selv som tolerancens og mangfoldighedens forkæmpere, så hvordan kan vi, de tavse, få lov til at vise vores utilfredshed og uenighed uden selv at blive dømt intolerante? Skal vi forblive tavse? Eller er der plads til, at vi kan tage til genmæle mod tolerancetyranniet?”
Forfattere: Morten Bak Kristoffersen er projektingeniør, Stian L. Lybech er psykolog, Daniel Bliss er folkeskolelærer, Peter G. Nielsen er selvstændig, Jonas Munk Jensen er studerende, Peter Fruergård er cand.mag., Rasmus Rasmussen er studerende, og Søren Pedersen er optikerassistent
Med ligesindede er alt normalt, intet er mærkeligt eller afvigende, for man deler ideologi, kultur og meningssystemer. Dog bør man have en fornemmelse for forskelle og grænser i forhold til verden udenfor og helst være et godt menneske inde bagved. Hvis ikke? Så kan forældre få drengens kønsskifte til at gå helt galt eller få børn til at gøre grusomme ting. Måske skal børn være modne inden de får lov at træffe livspåvirkende beslutninger?
Danmark er i krig.
Hellige identitetskrigere har slået til. I ly af forvirring, kaos og skandaler er Justitsministeriet nedkæmpet og lov og orden er første offer. Rigsadvokaten er andet offer og juristernes arbejdsbetingelser i ministeriet er tredje offer. Et stort antal jurister er væk og ressourcerne givet til udlændingestyrelsen der nu har et rekord antal ansat. Fjerde offer i krigen er Politiet der med ressourcer fra 2010 og tænkning fra new public management skal kæmpe mod overmagten på flere fronter. For Polititet er det en flerfrontskrig imod militante feminister, radikaliserede facister og udbredt bandekrig. Tilbage står globaliserede politikere og forbereder det sidste baghold på lov og orden foran valget af nye og flere dommere der skal præge fremtiden.
Danmark er nu reelt nedkæmpet og der er kun apati eller modstand tilbage. Håbet er der! For danskerne plejer i sidste øjeblik, når det ser sortest ud at vågne op.
Identitetspolitikken bakker op om fodbold
Nu er der godt fodboldnyt, siger Diversive Bis Unique. Inderst inde bakker alle op om grøn fodbold, ellers er det en falsk erindring. De gamle dage taler vi ikke om for historien er afskaffet, det er nutiden der gælder. Det bliver så ikke til fodbold, for det er racistisk mod de der ikke har fødder og i øvrigt kan ordet bold ikke eksistere, fordi en bold er rund som en geometrisk figur og matematik er diskriminerende. Men indtil videre enes vi om: ”Det der før hed fodbold”.
Dommeren er afskaffet fordi regler er uretfærdige og ingen bestemmer mere end andre. Fordi alle er lige, så har alle en bold og ingen scorer flere mål end andre. Striber og afmærkning er væk for de symboliserer grænser. Målmanden er væk fordi modstand mod andres udfoldelse er en racistisk begrænsning. Det er strengt forbudt at løbe for det er at stræbe.
Halvdelen er kvotekvinder men da køn ikke er biologisk kan man godt have vedhæng. Alle 51+ seksualiteter er repræsenteret. Køn og seksualiteter er valgt inden kampen og udskiftes undervejs.
Ingen fløjter kampen i gang, det finder man da bare ud. Ingen nævner den kristne gud, for det giver 3 kampes karantæne. Danskere på holdet undgås, for landets oprindelige forstår ikke woke. Såfremt der alligevel er en progressiv dansker på holdet afmærkes personen, så ingen er i tvivl. Landshold er et diskrimerende sammensat ord og derfor afskaffet.
På holdene er der ingen hvide for de er privilegerede, de må dog godt være boldhentere og slå græsset på banen. Anføreren er afskaffet fordi hierarkier er uretfærdige.
Hvert hold repræsenterer diversitet og verden er som alle ved; divers, så der er 1 handicappet men det hedder det ikke, det hedder: alternativt fysisk udfordret. Der er kun fysiske handikap for de psykiske er opfundet af dominerende hvide og derfor afskaffet.
Der er 2 sorte fra hvert uland som har været udbyttet af USA og Portugal. Der er 2 brune fra den onde kolonistat England. Der er 1 indianer som et udtryk for hvide mænds forfølgelser af et originalt folkefærd. Der er 1 nysvensker som et symbol på feminismens selvfølgelige retfærdighed.
Der er 1 vegetar som er imod landbrug og dyrehold. Der er 2 militante fribløderfeminister i hvidt tøj og det er naturligt at de demonstrerer under kampen.
Denne kamp kom sent i gang for diskussionen om at det ikke er racistisk at holde de gule udenfor skulle afsluttes. Midtvejs startede Antifa, der var inviteret som tilskuere et slagsmål med de militante feminister fordi de følte sig udenfor. Eftersom der findes retfærdig vold kom Politiet aldrig, men de er i øvrigt også blevet defunded.
Kampen endte sejrrigt, da der ikke findes tabere.