Samtykke 1 – Sund Fornuft 10

Nej, det her er ikke “Sporten”. Men alligevel: Ti ud af Straffelovrådets elleve juridiske eksperter frarådede det. Og alligevel har S-regeringen og dens røde støttepartier nu jublende selvtilfredse gennemført en “samtykkebaseret voldtægtslov”. Dermed er der tale om en ren tilståelsessag: Loven er ikke indført fordi den er fornuftig og rimelig og løser et problem, men fordi den sender de politisk korrekte signaler til de toneangivende feministiske kræfter i vælgerbasen.
Og medierne stiller sig tilfredse med ikke at få besvaret selv det mest basale spørgsmål:

Risikerer man ikke, at det stadig vil være påstand mod påstand? spørger DR.

Kristian Hegaard, De Radikale:
– Der findes nærmest ikke en paragraf i straffeloven, hvor man ikke risikerer det. Og sådan vil det også være i voldtægtssager fremadrettet. Når vi nu ændrer voldtægtslovgivningen, bliver det slået fuldstændig fast, at den anden er med på den.

Karina Lorentzen, SF:
– Ved voldtægtssager er der ofte kun to parter, som ved, hvad der er foregået. Derfor vil det også i fremtiden være sådan, at man skulle kunne løfte bevisbyrden for, at der er foregået en voldtægt. Det skal være hævet over enhver tvivl. Her er der ikke forskel på den gamle ordning og den kommende ordning.

Rosa Lund, Enhedslisten:
– Ligesom i dag er langt de fleste voldtægtssager påstand mod påstand, hvor offer og gerningsperson kender hinanden. Derfor ændrer det heller ikke ved, at der som regel ikke vil være vidner. Men ingen har sagt, at en samtykkelovgivning skulle gøre op med det. Sager med påstand mod påstand er svære at bevise, og det er det også i dag.

Jeppe Bruus, Socialdemokratiet.
– Det er klart, at når det handler om to personer alene i et lokale, så skal dommerne og retten vurdere troværdigheden af de forklaringer og de omstændigheder, der er i sagen. Det kan vi ikke ændre på, men det, vi kan ændre på, er, hvad det er, der skal bevises.

Med andre ord: Ren symbolpolitik.

Da alle voldtægtssager under samtykkeloven må formodes at være såkaldte “kontaktvoldtægter”, altså hvor parterne kender hinanden og frivilligt befinder sig i samme rum, ja så har den nye lov INTET ændret i forhold til en beskyttelse af kvinden – som jo var hele meningen med loven?

Dertil kommer at loven udfordrer et helt fundamentalt princip for en retsstat:

Ingen kan eller skal dømmes uden klare og uomtvistelige beviser.
Heraf følger, helt logisk, at et antal forbrydere vil slippe for straf fordi bevisets stilling er for svag. Sådan er det i ALLE slags sager, ikke kun i anklager om voldtægt. Princippet om klare og uomtvistelige beviser har desuden det formål at beskytte uskyldige imod falske anklager, da noget af det værste et retssamfund kan gøre er at dømme en uskyldig. Man sætter det af og til på spidsen med formuleringen “hellere lade 100 skyldige undslippe end dømme én uskyldig”.
Når man nu indfører en samtykkelov, hvor det jo er tydeligt for enhver at bevisbyrden er nærmest umulig at løfte, ja så stikker man folk blår i øjnene: Ingen ordentlig dommer vil jo dømme en mand skyldig alene på en kvindes påstand om at IKKE at have givet sit samtykke. Og enhver kan jo påstå det modsatte, også selvom den anden faktisk ikke gav sit samtykke. Vi ender med stribevis af sager, hvor den anklagede må frifindes fordi bevisbyrden ikke kunne løftes. OG hvor både mand og kvinde risikerer at få dybe ar på sjælen af selve retssagen, offentligheden omkring den, rygterne, som spredes til børnenes skole og konens eller mandens arbejdsplads. Det er horribelt!

Og hvad blev der af volden i ordet “voldtægt”?
Ordbogen definerer voldtægt som “det at tiltvinge sig samleje med vold eller under trusler om vold.”
Jeg finder det direkte absurd at man kalder det vold, hvis to mennesker har sex uden de ringeste tegn på vold, trusler eller tvang, og den ene så bagefter, uden at have gjort modstand eller sagt fra, hævder ikke at have givet sit samtykke. At bruge ordet “voldtægt” om den slags situationer udhuler og underminerer alvoren af de grumme voldtægter, hvor kvinden har gennemgået et helvede at smerte, angst og traumer i hænderne på et voldeligt monster. Jeg finder det absurd – og kan slet ikke se hvordan det gavner kvinder generelt, på den måde at tømme begrebet “voldtægt” for indhold. Tværtimod.

Og det er tidens sygdom. “Sprog skaber virkelighed,” lyder den postmoderne trosbekendelse. Alt er “sociale konstruktioner”. Og hvad er der sket? Jo, nu er man “nazist!” hvis man stemmer på Nye Borgerlige. Man er “racist!” hvis man mener at All Lives Matter. Det “minder om 30’rne” hvis man taler om at udvise vanekriminelle udlændinge. Man er “sexist!” hvis man ikke bøjer sig for feminismens krav om kvindekvoter eller abonnerer på de 72 køn.
Og nu kan man altså være sammen med en kvinde uden på noget tidspunkt at have truet, tvunget eller brugt fysisk magt – og ende som “voldtægtsforbryder!”