Hele Danmarks mediedarling Sofie Linde valgte at relancere MeToo-folkedomstolen direkte fra scenen i TV2 Zulus Comedy Galla. Og denne gang skete det i en anonymiseret version, hvor Sofie Linde “afslørede” at gerningsmanden er “TV-kanon på DR” – den konkurrerende kanal! – men med overlæg alligevel skjulte hans identitet, til trods for at hun ved hvem han er og mente at vide at han tilmed sad og så på, mens det skete. Underholdende, ikke?
Og nu har en gruppe kvinder fra TV2, som vælger at være anonyme, så fulgt op med et åbent brev til “Kvinder i mediebranchen”, hvori de opfordrer andre kvinder til at gøre som Sofie Linde, dog med et twist: Anonymt at anklage unavngivne mænd for “hygge-sexisme”.
Tyg lige på den: Anonyme kvinder anklager unavngivne mænd – på opfordring fra anonyme kvinder ansat på TV2.
I brevet skriver de anonyme afsendere blandt andet:
“Vi ønsker at slå fast én gang for alle, at det skete engang, og at det stadig sker. At nogle mænd stadig udsætter kvindelige kollegaer for “hygge”-sexisme. Vi ønsker ikke at dvæle ved enkelte eksempler, enkelte mænd eller enkelte sager…. Har du eksempler, du vil dele, kan du også gøre det via mailen. De vil kun blive brugt efter forudgående aftale og i anonymiseret form.”
Så “enkelte eksempler, enkelte mænd eller enkelte sager” er alligevel interessante? Og Sofie Linde og kvinderne bag brevet har altså intet problem med at hænge en hel masse unavngivne mænd offentligt ud med anklagen om “en sexistisk kultur blandt nogle mænd”. En formulering så vag, at kvinderne dermed mistænkeliggør mænd generelt, selvom de fleste af os aldrig har begået overgreb. Og resultatet er, at vi mænd, som aldrig har overskredet de nævnte grænser, føler os snigløbet af netop de kvinder, som vi respekterer. Med andre ord: Med mindre der gemmer sig et generelt mandehad bag det hele, så er det en elendig kommunikationsstrategi fra Sofie Linde og kvinderne bag brevet – til trods for at de lever af at kommunikere. Men selvfølgelig på skattefinansierede kanaler, hvor det nok mere er partibogen end evnerne der tæller…
Og det rejser et andet spørgsmål: Hvor pokker er alle de uskyldige mænd på DR, TV2 og i mediebranchen generelt? Hvorfor er der ingen af jer der siger fra overfor denne genoplivning at #MeToo-folkedomstolen? Hvor er den modige mand, der gør Sofie Linde kunsten efter og offentligt, fra scenen erklærer at han ikke vil finde sig i at blive mistænkeliggjort af hævntørstige uslinge, der ikke tør sætte navn på de angiveligt mange gerningsmænd – som man gør i et civiliseret retssamfund – fremfor at sætte alle mænd under mistanke?!
Eller hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud? Det er jo en kendt sag, at der fandtes og stadig findes nogle kvinder som knalder og blowjobber sig til en karriere. Skal vi nu lade alle kvinder offentligt undgælde for enkelte korrupte medsøstres undergravende virksomhed? Skal vi opleve en mandlig mediechef i fuld offentlighed, midt i et TV-program om noget helt andet, fortælle om sine personlige erfaringer med at måtte afvise en af disse bimbos? Og efterfølgende høre mediebranchens mandlige chefer tale om en generel “hygge-sugar-babe-kultur” blandt branchens kvinder?
Nej, vel? Hvorfor så det modsatte?
Det mest pinlige er at INGEN i mediebranchen har vovet at sætte ord på denne heksejagt, at kalde en spade for en spade – og forlangt at kvinderne overholder de mest basale principper i et retssamfund: Man navngiver den eller dem man anklager i fuld offentlighed. Man anklager ikke hele grupper, blot baseret på deres køn. Det er sexisme. Og man kæmper sine kampe med åben pande, ikke bag et slør. Det er fejt. Og sexistisk fejhed er ikke nogen dyd, kære “kvinder i mediebranchen”. Det er faktisk det modsatte. Ja, det er vel nærmest det I siger, I ønsker at bekæmpe?
Det er på tide at identificere klar idelogisk tale!
Forhistorien er at kommunismens rædselsregimer i Kina, USSR og Kampbodia oa. afslørede sig selv med over 100 mill af døde. Det betød at førende franske intellektuelle moralsk var nødt til at opgive klassekampen. Efter noget tid fandt de på race og kønskamp. Masserne blev altså igen undertrykte, nu pga. race og køn.
På højere læreanstalter læres der i postmodernismens filosofi, karakteriseret ved Michel Foucault og Jacques Derrida, hjulpet på vej af kønsforsker Judith Butler. Foucault er synonymt med at kommunikation mellem mennesker handler om magt i slavelignende forhold. Derrida er synonymt med modstand mod traditioner, modstand mod traditionel viden og tænkemåder. Butler er synonymt med sproget som våben, at ord kan omkategoriseres til en ny betydning og at kønskamp kan føres som drillende komplekse spørgsmål og diffuse svar.
Bagved lurer filosoffen Karl Marx ide om et egalitært utopia, der realiseres med et opgør med den moderne verdens kapitalisme der inddeler i udbyttede og udbytterne.
I postmodernismens filosofi lægges der ikke vægt på individdet, viden, anerkendte metoder, dybfølt læring, langsigtede mål eller forhandinger person til person. Der lægges vægt på følelser. Følelser bliver til fakta og fordi følelser også er virkelighed bliver moralen skabt af følelser. Beslutninger lægges herefter ud til en følelsespåvirket lynchmob.
Feks kan der på Information og Altinget læses følgende:
“Information forleden refererede anonyme kilder for, at Josephine har været fysisk intimiderende og grænseoverskridende, når hun blev vred, og at hun skulle have rusket en medarbejder, da hun var folketingsmedlem for Alternativet”
Ud af teksten ses en ref. til “anonyme kilder” der afgiver en karakterdom, der forstærkes ved brug af intimiderende, grænseoverskridende, vred og rusket.
Magtens person ydmyges og fremstilles som et moralsk dårligt menneske uden selvkontrol, overladt til gruppens dom.
Ideologiens sprog er gruppens sprog, gruppens handlinger og gruppens dom sprogligjort med et moralsk følelsessprog på en kampplads med undertrykte krigere af de rigtige racer og de rigtige køn på vej mod endnu et kompromisløst utopia. For Danmark og danskerne er det en retning mod tribalism, noget som vi i et homogent samfund ikke har tradition for.
Løsningerne på vor tids problemer?
Demokratiet står og falder med individdet. Individdet kan tænke selv, det kan gruppen ikke. Individdet kan tage ansvar, det kan gruppen ikke.
Metaforisk er man sin egen verden og deri ansvarlig for forsøgene med at finde balancen mellem orden og kaos.
I en bedre verden tager individdet ansvar. En forældrer lærer barnet at rydde op på værelset og barnet lærer at ting passer ind, at alt har en plads og en logik. Barnet lærer at et problem løses på laveste niveau inden kaos. Herved vokser børn og unge ansvarligt til at blive ansvarlige voksne.
Der er rigeligt at tage ansvar for, herunder familie, venner og samfund. Vestlige samfund har opnået fremgang ved at anerkende individdet, værdien af viden, forskning efter anerkendte metoder, ved at tillægge dybfølt læring værdi, planlægge efter langsigtede mål og løse problemer igennem forhandinger person til person.
Det der presser moderne vestlige samfund i balancen mellem orden og kaos er demokratiets paradoks, at inflydelsespersoner tager ansvar for en retning men ikke for brudte løfter eller kaotiske beslutninger.
En indflydelsesperson der fralægger sig ansvar er en ideolog der prøver at hævde sig på bekostning af andre.
Retningen for et bedre samfund imorgen kan sættes i at hver enkelt konkurrerer med sig selv om at blive bedre end igår.
Dermed er også sagt at vi kun er os selv og vores egen ansvarlighed for orden og kaos.
Er de nogen der kan huske at en person i TV2 som sendte nøgenbilleder på nettet til en anden person i TV2. Hvor er “metoo”
henne? Hvem holder hånden over denne person. Prøv at spørge den personaleansvarlige om det? Og ligeledes gå ud i medierne om at offentliggøre dette. Kom nu på banen TV2!
Det var nyhedschef Michael Dyrby – og han måtte fratræde sin stilling som konsekvens. Men på DR er de mandlige chefkrænkere beskyttet af anonymitet. Og det er ofres helt eget valg?
https://journalisten.dk/michael-dyrby-stopper-pa-tv-2-efter-affaere/
Forestil dig 4 forskellige situationer hvor en part retter beskyldninger mod en anden part:
1. Den forurettede går til den anklagede og forhandler om skyldsspørgsmålet og konsekvenser. Sagen unddrages offentligheden og forbliver privat.
2. Den forurettede anklager offentligt en anonym person. Om forholdene vides at forurettede og anklagede er ansat på samme arbejdsplads og at anklagede tilhører gruppen mænd. Den forurettede får offentligt støtte af gruppen kvinder på arbejdspladsen og andre steder. Den anonymt anklagede og gruppen mænd mistænkes offentligt.
3. Den forurettede går til en domstol hvori sagen behandles på baggrund af begge parters udsagn. Domstolen fælder en offentlig dom.
4. Den forurettede går til arbejdspladsens tillidsperson og sagen behandles med begge parter og deres representanter.
5 Spørgsmål:
1. I hvilken af de 4 situationer opnås der IKKE retfærdighed efter princippet om “uskyldig indtil dømt”?
2. I hvilke af de 4 ville du som anklagede helst behandles og hvorfor?
3. Hvad betyder de forskellige situationer for klimaet og samarbejdet på arbejdspladsen?
4. Gæt på motiverne til at det er situation 2 forurettede har valgt?
5. Kan det tænkes at forurettede lyver og den anonymt anklagede ikke findes?
Svar:
(1:2),
(2:1,3,4-Høring og beviser=Retfærdighed),
(3:1,3,4-Erkendelse af skyld/uskyld medfører mulighed for positivt arbejdsklima – 2: Medfører gensidig mistænksomhed og splid mellem mænd og kvinder),
(4: Et motiv kan være identitetspolitik og kvindekampen for retten til mændenes positioner),
(5: Ja, forurettedes udsagn kan være opdigtigede, da det er muligt at lyve om en anonym gerningsperson)
Interessant og urovækkende teori: At det i virkeligheden handler om (endnu) et feministisk, identitetspolitisk forsøg på at underminere den mandlige autoritet – alle krænkerne er chefer – og få folk til at tænke at det hele nok ville være bedre hvis alle cheferne var kvinder…
Særdeles interessant at vi netop nu er vidner til den første konsekvens af feministiske magtmenneskers stræben efter den øverste top. Specielt vendingen: “det var ikke hånden men håndteringen” kommer til at stå i al fremtid som mageløst nonsens og en undskyldning for at tiltage sig magten. Læren bør være at overveje seriøst hvilket køn der er til at stole på, når både al fortid og al fremtid tæller med. Selv med den bedste fantasi er denne sag udenfor fornuftens rækkevidde. Ganske enkelt utroligt….